På Rock i Lundens anden koncertaften er vi stolte af at kunne præsentere Tim Christensen, som hører til de allermest markante skikkelser i nyere dansk rockhistorie - først som frontmand i et af 1990'ernes største bands herhjemme, Dizzy Mizz Lizzy, og siden som succesfuld soloartist. Solokarrieren blev skudt smukt i gang af albummet "Secrets On Parade" (2000), der ikke mindst takket være singlen "Love Is A Matter Of" solgte 70.000 eksemplarer. Også "Right Next To The Right One", der fungerede som titelsang for tv-serien "Nikolaj Og Julie" (2002), har sat Tim Christensen på Danmarkskortet, og han har siden solodebuten udgivet tre album, hvoraf det seneste blev til i tæt samarbejde med det faste backingband ”The Damn Crystals”. Vi ser frem til at blive forført af Tim Christensens klangfulde stemme og udsøgte hits. På Rock i Lundens anden koncertaften er vi også stolte af at kunne præsentere Beth Hart, som er en amerikansk singer-songwriter, som først blev kendt for hittet "LA Song (Out of This Town)" fra 1999. Siden da har hun lagt både hitlister og publikum ned med sine albums og udsolgte verdensturnéer. Beth Harts kendetegn er uden tvivl hendes bemærkelsesværdige stemme, som kan tryllebinde enhver sjæl i publikum. Hun spiller desuden et hav af instrumenter og er ikke bleg for at begive sig ud på musikalske eventyr, fx har hun på sit seneste album indspillet de mest ikoniske Led Zeppelin-sange på albummet ”A Tribute to Led Zeppelin”. Glæd dig til en koncertoplevelse i særklasse.